Min røde tråd i livet

Da jeg var barn, havde jeg to store interesser; at være fysisk aktiv og at skabe ting ud af stof, træ og andet jeg kunne få fingrene i. Jeg kunne være i min ”boble” i flere timer, og min interesse for det kreative blev til en længere, videregående uddannelse i design. Det blev mit et og alt, og med job i modeindustrien var der heller ikke plads til andet. Mit job var mit liv. Indtil jeg en dag ”vågnede op” til en hverdag, som jeg ikke kunne holde ud mere. Der var ikke plads eller energi til andet end arbejde, træning og et par timers søvn.

Stressen og følelserne lå lige under huden og kom hyppigt til udtryk på dårlige tidspunkter - min krop gjorde ondt og jeg var tit frustreret og ked af det.

I denne tilstand af konstant stress var jeg i ti år, og hvis det ikke var for min kampsport, ville min krop have sagt stop for længst. Det var mit lille åndehul at træne aikido. Træningen fik mig ned i gear og balancerede mit nervesystem. Den eneste måde at klare en times træning, er at være nærværende, fuldt tilstede i kroppen, tømme hovedet for tanker, slippe følelserne og være vågen i nuet. At træne aikido er som en intens nærværende samtale, uden ord; du lytter med alle dine sanser til omgivelserne og din modstander, samtidigt med du er i kontakt med din egen krop og oplevelse.

Gennem livet har jeg oplevet at jeg har det fantastisk når både min krop og mit hoved er aktive, og når de samarbejder. Der kan jeg stå stærk og sårbar, følsom og klog, give og modtage.